
Dokumentar
Dokumentarfilm genren spænder vidt. Det kan være ”flue på væggen” filmen, der neutralt og uden at dømme følger skæbner i et fattigkvarter i en sydamerikansk storby, eller det kan være den storladne historiske dokumentarfilm, der fortæller om D-dagen under den Anden Verdenskrig. Det kan også være den politiske dokumentar, som f.eks. Michael Moores film, der på en meget subjektiv måde skildrer og revser firmaer og regeringen i USA.
Dokumentarfilmen har, med andre ord, udviklet sig meget gennem de sidste 20 – 30 år, og man oplever oftere og oftere, at den konkurrerer på lige fod med de traditionelle spillefilm i biograferne.
Vi har selv produceret en del dokumentarfilm gennem årene, og det er en genre, som ligger tæt på vores hjerte, da man får mulighed for at se virkeligheden fra nogle lidt andre vinkler end dem, man får præsenteret gennem pressen og tv-nyhederne. Her følger et par eksempler:
”Et lille stykke Sverige” er både en spændende historisk film og samtidig en varm og livgivende fortælling om livet gennem 100 år i den smukke Svenska Gustafskyrkan, også kendt som Den Svenske Kirke, der ligger meget smukt i udkanten af Kastellet på Østerbro.
”Fremtidens Skole” handler om visionerne for den moderne folkeskole i Danmark. Hvordan gør man skolen til et sted, hvor børnene både lærer det, de skal, samtidig med at de trives og udvikler sig som hele og glade mennesker?
”Af anden etnisk baggrund” fokuserer på emnet "succes-historier", da man oftest kun hører negative historier i de danske medier om danskere med en anden etnisk baggrund. Og dette på trods af at mange af disse bidrager til samfundet som iværksættere og veluddannede aktører.